Bøger

Jeg startede meget sent med at skrive bøger, men en dag i 1998 da jeg var 55 år gammel, blev jeg kontaktet af Stig Andersen og Ole Knudsen som dengang sad på forlaget Aschehoug. De havde hørt en af mine mange radioudsendelser og fik mig sat igang med at skrive. Jeg skulle dog først overvinde mange sproglige forhindringer, men efter 3-4 måneder gik det fint - uden stavekontrol. Stig Andersen og Ole Knudsen kom tilbage til Gyldendal og jeg har lige siden dengang arbejdet sammen med Ole Knudsen som har været en stor støtte og inspiration.


Rejser til det lykkelige Arabien. På sporet af Carsten Niebuhr

Anmeldelse

Af Winnie Bak-Vidriksen
John Andersen skriver i sit forord, at han ikke er forfatter, men en skrivende fortæller, der i bogstaveligt forstand selv skal have oplevet de steder, Carsten Niebuhr rejste, for at kunne beskrive dem – og gudskelov for det. Ellers var vi helt gået glip af hans fantastiske billeder, hans arkitektoniske beskrivelser og sindsstemninger, hans samfundsmæssige oplevelser og hans farverige skildringer af de personer han møder på sine rejser.
Som uddannet arkitekt og medlem af eventyrernes klub, er han i besiddelse af to faktorer, der – for hans vedkommende - er med til at gøre hans rejsebeskrivelse til skøn læsning.
Hans mål med rejsen til ”Det lykkelige Arabien” er hér mere end 200 år efter Carstens Niebuhrs ekspedition, at opsøge disse historiske steder. Hvad var Niebuhrs mission? Hvad var det, han oplevede? Hvordan tager den arabiske verden sig ud i dag? Hvad er det for en udvikling, den gennemgår?
I sin rejsebeskrivelse veksler John Andersen mellem citater fra Niebuhrs egen rejsebeskrivelse – et digert værk genudgivet af forlaget Vandkunsten – og John Andersens egne beskrivelser. Flot understøttet af skitser af Niebuhr og billeder taget af John Andersen under rejserne.
I modsætning til Niebuhr og dennes rejsefæller, som foretog rejsen i ét stræk, har John Andersen besøgt landene af flere omgange; dette skyldtes forskellige faktorer som tid, penge og uroligheder i dele af den arabiske verden. En del af landene har han desuden besøgt med arkitektstuderende.
Rejserne i Niebuhrs fodspor fører ham til landene Tyrkiet – hvor han besøger Istanbul med de imponerende moskeer Hagia Sofia og Sultan Ahmed -  Ægypten – hvor han bl.a. besøger det nye verdens bibliotek i Alexandria, der ligger næsten samme sted som det berømte oldtidsbibliotek, der brændte i år 391, og hvor Niebuhr har beskrevet ruinerne i sin rejsebeskrivelse. Vi får desuden den ”lille detalje”, at det nye bibliotek er tegnet af en norsk tegnestue.
I Sinai ørkenen besøger han det isolerede Katharina kloster, som Niebuhr ikke nåede at få adgang til pga. et meget besværligt bureaukrati. Han rejser til Saudi Arabien, hvor kvinderne går rundt som ”sorte sække”, og hvor mændene nyder livet, mens alt arbejdet bliver udført af indere og pakistanere. Yemen har han besøgt ved en tidligere lejlighed, et land der mest er kendt for uroligheder og kidnapninger, men som også har meget andet at byde på. I Bombay i Indien besøger han Elephantia-øen, og han beskrivelser er endnu engang suppleret med Niebuhrs grundige beskrivelser, optegnelser og skitser.
Rejsen går også til Oman, Iran og Irak. Ved flylandingen i Iran beskriver John Andersen, hvordan alle kvinderne skynder sig at tildække håret helt og aldeles for ikke at få besvær med det hemmelige politi – som ironisk nok blev skabt i samarbejde mellem CIA og Shah Reza Pahlavi. Væk fra hovedstaden og væk fra offentligheden bæres tørklædet mere afslappet. Han besøger Persepolis, som pga. omfattende udgravninger er mere synlig i dag, end da Niehbur besøgte stedet – man ser både Niebuhrs skitse fra 1765 og Andersens billede fra 2007. Rejsen går til Syrien, Cypern, Palæstina, Jordan, tilbage til Tyrkiet og så til sidst rejsen hjem gennem Østeuropa på motorcykel.
Man kunne blive ved med at komme med opremsninger af de oplevelser, John Andersen beskriver delvis gennem Niebuhrs egne ord og dels ved selvsyn. Som nævnt indledningsvis, formår han at skabe en fuldendt beskrivelse af fortid, nutid, samfund, kultur og arkitektur. Man kan kun blive fanget af hans historie og hans stil. Og at han hverken er forfatter eller historiker, tror jeg kun gør hans beskrivelser mere levende og ægte. Man mærker tydeligt hans begejstring for at rejse, møde mennesker og naturligvis ikke mindst hans begejstring for arkitektur og for Niebuhr.
Og har man ikke lige mod på at give sig i kast med Niebuhrs egen rejsebeskrivelse, der ikke ligefrem er godnat-læsning – undertegnede er selv kun nået halvvejs gennem bind 1 – er John Andersens bog en glimrende måde at blive introduceret til Niebuhr. Den kan desuden bruges til inspiration, hvis man planlægger at rejse til ”det lykkelige Arabien”.
Bøger skal læses af én selv, og det skal denne i højeste grad. Det et meget begrænset billede, man i en anmeldelse kan nå at give af John Andersens utroligt mange oplevelser under hans rejse, og man kan hurtigt komme til at lægge ham ord i munden - så derfor: de bedste anbefalinger hér fra. Se at få den læst!

 

SILKEVEJEN PÅ MOTORCYKEL

Af Jens Holsøe (Politiken 2. januar 2016)

Arkitekt, eventyrer og forfatter John Andersen på 71 år har taget Silkevejen på to hjul og skrevet en spændende bog om sin tur.

Verden bliver mindre og mindre. Vi får billeder og oplysninger om hændelser fra de fjerneste kroge, sekunder efter de er sket. Alligevel er der områder, de fleste af os kun har et meget overfladisk og måske fortegnet billede af. Et af dem må nok for de fleste være Centralasien.

Her kommer John Andersen os til hjælp med denne rejsebeskrivelse, som i sig selv er lidt af en sensation. Forfatteren startede sidste forår på en lille 250cc motorcykel på en 35.000 km lang rejse langs Silkevejen, den gamle karavanerute fra Istanbul til Kina. Han er lidt af en eventyrer, der ikke mindst er kendt for sine kajakture i de grønlandske farvande, men er samtidig en vidende arkitekt og glimrende fotograf.

Formålet med rejsen er ikke blot at følge ruten, men også at fotografere, opmåle og beskrive de karavanseraier, han finder på vejen.

Karavanse-hvafornoget vil de fleste nok spørge. Karavanseraier er navnet på de specielle landevejskroer, som ligger på den mange tusinde kilometer lange rute, og som er blevet bygget op fra omkring 900-tallet og små 1000 år frem. De er en karakteristisk del af især islamisk byggekunst. Det er firlængede bygninger med kun en indgang, og hvor alle rum vender ind mod gården. Der findes måske omkring et tusinde af dem, de fleste nu blot ruiner, men det er en vigtig del af vores kultur- og handelshistorie. Samtidig ligger der også på ruten rester af paladser, moskeer, kirker og ikke mindst nogle betagende flotte minareter.

Og John Andersen spreder gavmildt lange citater fra tidligere opdagelsesrejsende som Marco Polo, Carsten Niebuhr og Sven Hedin i bogen, så man får den lange og spændende historie med.

Men først og sidst er det en rejsebeskrivelse fra foråret og sommeren 2014. Over 26.000 kilometer på motorcykel, knap 10.000 rundt i Kina med fly, tog og taxa. John Andersen er en erfaren rejsende. Hans lille polaroidkamera, der printer billederne ud, er et glimrende redskab til at komme i kontakt med mennesker, hvis sprog man ikke forstår. Tag et billede af den fremmede, giv ham et print og isen er brudt.

Den længste og mest interessante del af turen går gennem Iran, som han kører igennem på kryds og tværs.

2.

Hans billede af landet og dets befolkning er helt forskellig fra det dominerende af et land undertrykt af nogle sorte ayatollaher og hårdt ramt af vestlige sanktioner. Han møder søde, overordentlig gæstfri og glade mennesker, der trods en anstrengt økonomi, forstår at leve livet og hvor kvindernes tørklæder mere er til pynt og for at understrege hårets fylde end det er religiøs undertrykkelse.

Videre går turen gennem politistaten Turkmenistan, Usbekistan, Kirgisistan og Kasakhstan frem til den kinesiske grænse. En billedrejse gennem utrolig smukke og øde landskaber afbrudt af byer som Bukhara og Samarkand med bygninger så smukke, at man taber pusten. I Kina kan man ikke køre frit omkring på motorcykel, så John Andersen må rejse som almindelig turist for at nå frem til sporene af den gamle silkevej.

Og endelig hjemrejsen gennem Sibirien og Rusland, hvor GPS'en på motorcyklens styr et sted fortæller: Køre ligeud 485 kilometer og drej så til venstre.

Ind imellem føler læseren også, at man er på en lang rejse, hvor detaljer om selve logistikken tager overhånd og gør bogen lidt sej at komme igennem. Bogens kort, der er håndtegnet, opfylder ikke denne læser ønske om at kunne følge med. Men spændende, og når man får at vide, at forfatteren fyldte 71 år midt på rejsen, må man lette på hatten for en virkelig utrolig indsats.

John Andersens eventyrlige mc-rejse Den fik 4 hjerter